Det gør vi på flere måder:
Dels har vi ialt 6 eksaminer/prøver under vejs, hvoraf de to afsluttende eksaminer bliver bedømt af uvildige eksterne censorer.
Og dels har hver studerende en årlig evalueringssamtale med en supervisor.
Endelig vil der være mulighed for en række selvtests via internettet. Læs mere nedenfor:
1. Fortløbende individuel supervision
Du modtager hvert år individuel supervision i mindre supervisionsgrupper ind imellem selve kursusmodulerne. Det drejer sig om 20 timer om året de første to år og 30 timer om året de sidste to år.
Hvert års supervision afsluttes med en individuel evalueringssamtale med supervisoren, der giver dig feedback og sammen med dig udarbejder en skriftlig udtalelse om din faglige og personlige udvikling på uddannelsesforløbet.
2. Fortløbende kliniske prøver
Hvert uddannelsesår afsluttes med to evalueringsdage, hvor du sammen med dine medstuderende demonstrerer, at du har opnået en grundlæggende teoretisk forståelse for, og praktiske kliniske færdigheder i at praktisere udvalgte terapeutiske metoder og discipliner.
Du arbejder her sammen med dine medstuderende i små grupper hvor, I skiftevis er terapeuter og klienter for hinanden, mens undervisere og assistenter superviserer og evaluerer forløbet ud fra konkrete faglige kriterier, som du kender på forhånd.
Formålet med både den individuelle evalueringssamtale og de årlige praktiske prøver er at give dig en konkret og lærerig feedback og en nyttig faglig bedømmelse, så du ved, hvor du befinder dig i forhold til uddannelsens krav på både det kliniske område og i forhold til din egen personlige udvikling.
3. Teoretiske selvtests
Du har i løbet af den 4-årige psykoterapeut uddannelse mulighed for at tage en række online selvtests i de emner og teorier, som hører til det pågældende uddannelsesår.
Selv om disse internet-baserede selvtests ikke er egentlige prøver, men nyttige selvevaluerings-redskaber, der gør det muligt for dig at checke dit teoretiske niveau indenfor psykoterapeut-faget, giver de alligevel lærerstaben mulighed for at give dig vejledning og feedback om, hvad du eventuelt skal styrke omkring din teoretiske viden, og hvad du allerede ved så meget om, at du kan gå videre i stoffet.
4. Det skriftlige speciale
Efter afslutningen af det fjerde undervisningsår, skal du aflevere en skriftlig opgave, der er et lille speciale om et selvvalgt og relevant emne indenfor psykoterapi. Specialet er eksternt bedømt og skal være på minimum 15 og maksimum 25 normalsider (1 normalside = 2400 anslag) eksklusiv forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og illustrationer.
5. Den afsluttende eksamen i praktisk / klinisk psykoterapi
a) Den kliniske prøveVed den afsluttende kliniske prøve arbejder du med en "beskikket" klient mens en ekstern censor og en intern eksaminator, som er en af dine lærere, observerer dit arbejde. Vi har på forhånd valgt en klient, som du ikke kender, og du arbejder med vedkommende i 45-50 minutter.
b) Den mundtlige redegørelse
I forlængelse af den kliniske prøve redegør du nu for dit terapeutiske arbejde ved at besvare spørgsmål fra censor og eksaminator om den netop overståede terapi med den beskikkede klient. Hertil vil du blive forelagt 4-5 case-eksempler, hvor du skal give dit bud på, hvordan du vil gribe forskellige typiske problemstillinger an, som dine kommende klienter måtte komme med.
