« Sådan kommer du i gang | Main | »

Hvad er forskellen på en psykoterapeut og en coach?

En psykoterapeuts arbejdsområder

En psykoterapeuts arbejde består i at hjælpe sine klienter med at højne sin livskvalitet ved bl.a. at:

  • styrke selvtilliden og selvværdet,
  • genfinde meningen med og modet på livet efter personlige kriser,
  • genvinde tilliden til og trygheden ved tilværelsen ved at overkomme følgevirkningerne af chok og traumer fra såvel barndommen som voksenlivet
  • forøge den personlige følelse af glæde og frihed ved at opløse indre livshæmmende opfattelser af sig selv, andre og livet i det hele taget
  • genfinde den indre oplevelse af velvære og harmoni ved at løse indre konflikter og dilemmaer
  • reetablere følelsen af kærlighed og af at høre til, ved at løse sociale problemer og overkomme konflikter på en værdig og meningsfuld måde,
  • genvinde selvrespekten og den naturlige selvglæde ved at frigøre sig fra misbrug eller andre former for ufrivillige reaktioner og vaner.
En psykoterapeut skal kunne arbejde med menneskers problemer, kriser, eksistentielle spørgsmål og psykiske- og sjælelige udvikling.

Indenfor ID psykoterapi inkluderer dette arbejde en række metoder som f.eks. samtaleterapi, tegneterapi, drømmetydning, kropspsykoterapi, psykodrama mv.

En lifecoach's arbejdsområder

En lifecoach arbejder med menneskers personlige og spirituelle udvikling. Arbejdet har fokus på nutiden og fremtiden og sigter mod at fremelske og udvikle endnu ikke udnyttede ressourcer og potentialer hos såvel det enkelte individ som en gruppe.

Selvom en lifecoach også hjælper sin klient med at finde svar på eksistentielle temaer og dilemmaer og med at overkomme livshæmmende overbevisninger, går arbejdet ikke ind i psykologiske problemstillinger så som angst, chok, barndomstraumer, misbrug eller lignende.
En lifecoach er primært en sparringspartner inden for selvudvikling.