På 3. år af ID Academy's Psykoterapeutuddannelse lærer du, hvordan du som psykoterapeut arbejder med par- og seksualitets-problemer, med sammenhængen mellem krop og psyke, og med forholdet til sygdom og død. I det hele taget vil du blive trænet i, hvordan du bedst muligt hjælper dine kommende terapiklienter igennem eksistentielle kriser på en måde, hvor livets udfordringer kan blive en anledning til vækst og større livskvalitet.
Det er også på tredje år af den 4-årige ID Psykoterapeutuddannelse, at vi begynder at gå i dybden med den psykoterapeutiske videnskabsteori. og uanset hvad du måtte have af associationer til tidligere oplevelser af videnskabsteori som noget tørt og kedeligt, tør vi godt love dig, at det i vores sammenhæng er alt andet end kedeligt.
Du lærer helt konkret, hvordan du dynamisk kan skifte din terapeutiske indfaldsvinkel og fleksibelt bruge forskellige psykoterapeutiske årsagsforklaringer og løsningsmodeller til at hjælpe klienter, som du måske ellers ville "køre fast med". Samtidigt får du en ganske god fornemmelse for, hvor mulighederne og begrænsningerne ligger i de forskellige terapeutiske teorier og metoder.
Der vil også være en særlig fokus på temaer som etik, terapeut-klient-relationen og forskellige menneskesyn i det psykoterapeutiske arbejde, da du fra tredje år begynder at have eksterne klienter i terapi under supervision.
PsykoterapeutUddannelsens tredje år består af:
- 5 moduler a 5 dage med integreret teori, færdighedstræning, supervision og egenterapi/selvreflektion,
- 32 timers supervision i mindre grupper a 4-6 deltagere med en af ID psykoterapeutuddannelsens lærere ind mellem undervisningsmodulerne,
- 37½ timers træningsterapi med eksterne "øveklienter"
- 25 timers individuel egenterapi hos en godkendt psykoterapeut og
- 37½ timers færdighedstræning i selvorganiserede lokale "øvebaser" ind imellem selve undervisningsmodulerne.
Bemærk at de ovenstående timetal refererer til lektioner. 1 time svarer til en lektion a 45 minutter.
-------------------------------------------------------------------------------
ID Academy's psykoterapeutuddannelse
Modulerne på 3. år
1. modul: Rødder og retning
- Hvordan du navigerer i kaos og vælger metode i det psykoterapeutiske arbejde
Psykoterapeutiske teknikker og metoder kan læres som et meget konkret og praktisk håndværk på relativt kort tid.
Det der imidlertid vil sætte dig i stand til at hjælpe dine terapi-klienter effektivt, har ud over din evne til at være empatisk og nærværende, i endnu højere grad noget at gøre med din evne til at orientere dig i dine klienters ofte komplekse sind og psykiske problemer.
For det første må du som psykoterapeut kunne forstå årsagerne til problemerne for at kunne hjælpe med at finde løsninger.
For det andet må du så være i stand til at vælge de terapeutiske metoder og indfaldsvinkler, som bedst muligt hjælper klienten med at overkomme sine følelsesmæssige og/eller sociale vanskeligheder.
Formålet med dette modul er at give dig en træning i at "vinkle" en terapi-klients problemer ud fra forskellige psykoterapeutiske retningers teorier om årsager til og løsninger på diverse psykiske problemer.
Som integrativ psykoterapeut må du være i stand til at møde klienten der, hvor han eller hun er og kunne vælge metode efter, hvad der bedst hjælper klienten, frem for at forsøge at tilpasse klientens vanskeligheder til en snæver teoretisk forståelsesramme og tilhørende metodevalg.
--------------------------------------------------------------------------------
2. modul: Liv og samliv
- Hvordan vi arbejder psykoterapeutisk med krop og seksualitet
En hyppig grund til at mennesker vælger at opsøge en psykoterapeut, er at de har problemer i deres parforhold.
På 2. år af den 4-årige ID psykoterapeutuddannelse har du allerede fået en basal forståelse for de ubevidste erindringsmekanismer og sociale faktorer, som på godt og ondt kan påvirke vores aktuelle relationer generelt og de nære relationer i særdeleshed. Det vil i sig selv allerede have givet dig en del redskaber til at arbejde med samlivsproblemer.
På 3. år af ID psykoterapeutuddannelsen har vi dog hovedfokus på at arbejde med typiske intime samlivsproblemer uden nødvendigvist at drage fortiden aktivt ind i terapien. Her tager vi fat i seksualitets- og nærhedsproblemer ud fra en mere "her og nu"-orienteret eksistentiel psykoterapi.
Formålet med dette modul er dels at give dig en basal forståelse for de mest almindelige sexeologiske temaer og dels at give dig mulighed for at undersøge, hvad forholdet til din egen krop, kønsrolle og seksualitet betyder for din evne til at arbejde psykoterapeutisk med dine klienters seksuelle problemer.
--------------------------------------------------------------------------------
3. modul: I lyst og nød
- Mere om eksistentiel psykoterapi i forhold til seksualitetsproblemer
På dette modul vil vi gå mere i dybden med at belyse intimitets- og seksualitetsproblemer ud fra de eksistentielle grundtemaer.
Bag seksuelle problemer og dysfunktioner gemmer der sig ofte ubevidste smertefulde temaer omkring eksistentiel isolation og angst for nærhed, afmagt eller ikke-eksistens.
Formålet med dette modul er at uddybe den psykologiske viden og bygge videre på de terapeutiske færdigheder, som du allerede har tilegnet dig omkring seksualitets- og parforholdsproblematikker i det hidtidige uddannelsesforløb.
Du vil denne gang lære både samtaleterapeutiske og kropsterapeutiske indfaldsvinkler til at hjælpe dine kommende terapi-klienter med at bearbejde problemer omkring nærhed, seksualitet og krop.
Da det i sig selv kan være svært for dine terapi-klienter at tale om deres seksuelle problemer, er det et tema, som ofte kræver noget ekstra af dig som terapeut i forhold til at kunne skabe et tillidsfuldt og fordomsfrit terapeutisk rum.
Derfor vil såvel forholdet til din egen seksualitet som den professionelle terapeutiske relation til dine klienter være vigtige temaer også på dette modul.
--------------------------------------------------------------------------------
4. modul: Kroppens budskab
- Hvordan vi arbejder psykoterapeutisk med sammenhængen mellem krop og psyke
Som psykoterapeuter vil vi ofte opleve, at mennesker opsøger os, fordi de ønsker at arbejde med den psykiske side af deres helbredsproblemer.
Sygdom og dårligt helbred betyder i mange tilfælde en omlægning af det arbejdsmæssige, sociale eller familiære liv. Den ændrede livssituation betyder for nogle mennesker, at selvfølelsen rystes, eller at angsten for død og isolation presser sig på.
For andre bliver helbredsproblemerne et meningsfuldt vink fra kroppen om at tage formålet med sit liv op til genovervejelse.
Formålet med dette modul er dels at uddanne dig til at hjælpe dine terapi-klienter med at bearbejde de følelsesmæssige problemer i forbindelse med en helbredsbaseret livsomlægning, og dels at hjælpe dem med at forstå de psykiske budskaber i de fysiske symptomer.
Vores hypotese er her, at kroppens symptomer ofte er en metaforisk melding fra det ubevidste om , hvordan vi lever vores liv.
Du vil lære, hvordan du gennem eksistentiel fænomenologisk psykoterapi kan hjælpe dine terapi-klienter med at lytte til kroppens budskaber og bruge dem til både at finde en ny kurs i tilværelsen og til måske at finde måder at understøtte en fysisk helingsproces på.
Du vil også lære at bruge nattens drømme og tegneterapeutiske teknikker til at kaste yderligere lys på sammenhængen mellem krop og psyke.
--------------------------------------------------------------------------------
5. modul: Til døden os skiller
- Hvordan vi arbejder psykoterapeutisk med den døende og de pårørende
Som psykoterapeuter må vi være i stand til at arbejde med de følelsesmæssige temaer, som dukker op omkring døden.
Vi vil i vores terapeutiske arbejde jævnligt stå over for mennesker, der har opsøgt os, fordi de er konfronteret med en livstruende sygdom hos sig selv eller deres pårørende, eller fordi de har mistet en nær person igennem et dødsfald.
Her dukker temaer omkring sorg, angst, skyld, og livets store spørgsmål om mening og formål op.
Formålet med dette modul er at sætte fokus på de terapeutiske indfaldsvinkler, som du kan tage for at hjælpe dine terapi-klienter igennem denne konfrontation med livets forgængelighed.
Da dit eget personlige forhold til døden er afgørende for din evne til at være professionel, nærværende og empatisk overfor døende og deres pårørende, vil der på modulet blive arbejdet intenst med dine egne følelsesmæssige temaer omkring emnet.
--------------------------------------------------------------------------------
Også ved afslutningen af tredje år på ID Academy's Psykoterapeut Uddannelse vil du i forbindelse med den faglige supervision ind imellem selve undervisningsmodulerne deltage i en evalueringssamtale, hvor du modtager nyttig feedback om din faglige og personlige udvikling fra lærerne og dine medstuderende.
Hovedpunkterne i denne evalueringssamtale vil blive udarbejdet til en kortfattet skriftlig udtalelse som hjælp til din egen og undervisernes hukommelse i det fremtidige forløb på psykoterapeut uddannelsen.
--------------------------------------------------------------------------------
Litteraturliste
Litteratur til 3. år af Psykoterapeut Uddannelsen--------------------------------------------------------------------------------
Klik her for at gå tilbage til beskrivelsen af 1. år af ID Academy's psykoterapeut uddannelse.
Klik her for at gå tilbage til beskrivelsen af 2. år af den 4-årige psykoterapi uddannelse.
Klik her for at gå videre til beskrivelsen af 4. og sidste år af ID Academy's psykoterapiuddannelse.
Eller klik her for at gå tilbage til hovedsiden for den 4-årige ID PsykoterapeutUddannelse.
